Det botaniske anlæg

Botaniske anlæg er opstået og har udviklet sig nogenlunde sideløbende med de kulturhistoriske og tekniske museer.
Fra en begyndelse i 1500-tallet som raritetskabinetter er de i 1800-tallet i højere grad kommet til at indgå i to modsat rettede bestræbelser, der dels sigter mod at uddybe kendskabet til verdens flora og fauna, dels forsøger at fastholde det regionale og lokale særpræg, hvad angår na-turen og dens udnyttelse.

Mens samspillet mellem naturen og kulturytringerne var tyngdepunktet i det 18. århundredes museumsfilosofi, har samfundslagenes forskellige levnedsforhold domineret i 1900-tallet. I de botaniske haver svarer det til et mere bevidst studium af plantesamfundene, det vil sige planternes sociale forhold herunder fremmede planters placering i lignende natur, anvendelsen af såkaldte vikarierende arter. Plantesamfundene ses i sti-gende grad som resultaterne af bundne geologiske forudsætninger og af den kulturelle udvikling. Nøgleordet er her biotop.

Botaniske haver gør sig store anstrengelser for at opbygge autentiske biotoper, ofte på steder, som oprindelig er valgt ud fra andre kriterier.
Interessen for den autentiske biotop dominerer, men den historiske ud-vikling fra raritetssamling over alpine anlæg og præsentation af vikarie-rende arter, har ikke helt udspillet sin rolle fuldt ud. Naturen er nemlig svær at styre netop i den retning, man ønsker på de af det kulturelle samfund udpegede biotoper.

Landskabet i dette område tilbyder sig med en helt række udviklings-bare biotoper grundet hældning, skovbryn, vandløb etc. En tydeliggør-else og udvikling af disse naturgivne forhold samt dertil hørende bioto-per med vikarierende arter er hovedhjørnestenen i det foreliggende pro-jekt for et botanisk anlæg.