|
|
Den 29. august 1943 blev den danske flåde sænket af sine egne besætninger for ikke at falde i tyskernes hænder. Der var dog nogle skibe, der var udrustet og ude at sejle, og de havde ordre på at søge svensk havn, hvis situationen udviklede sig som den 29. august. Det lykkedes for nogle, medens andre blev overtaget af tyskerne - i nogle tilfælde efter kamp.
Et af disse skibe var artilleriskibet Niels Juel. Niels Juel kom i kamp med tyskerne under forsøget på at komme ud af Isefjorden og til Sverige. Udbrudet mislykkedes, og Niels Juel blev sat på grund ved Nykøbing Sjælland, hvorefter besætningen ødelagde så meget som muligt, inden tyskerne kom ombord. Tyskerne bjærgede skibet og bragte det til Kiel, hvor armeringen afmonteredes og sendtes til Frederikshavn og Løkken. Niels Juel blev restaureret og kom ud at sejle som kadetskib under navnet ”Nordland”.
I forbindelse med 29. august 2003 blev der kl. 8.56 affyret dansk løsen fra de tre Niels Juel kanoner på Bangsbo Fort.
|
|