En øjenvidneskildring

En beretning fra James MacDonalds dagbog:

Orlogsskibenes forlis efterlader ofte øjenvidneskildringer i form af skibsjournaler og andre arkivalier. Det forholder sig anderledes, når det drejer sig om de private handelskibes forlis. Hér er sjældent bevaret noget materiale. Der findes ofte beretninger fra landsiden – men om søfolkenes oplevelser og tanker på skibet ses næsten aldrig beretninger.

Et sjældent dokument fra sådan et forlis findes i den skotske præst, James MacDonalds dagbog fra 1808-09. Han var en aktiv rejsende og havde tidligere i 1804 været i Danmark, hvor han bl.a. besøgte Hirsholmene og København. Som iagttager og skribent var han fremragende, og han nedskrev sine oplevelser til senere udgivelse.

MacDonald var i november 1808 på vej rundt Skagens gren med det engelske handelsskib ”The John” med en besætning på 9 mand, da søulykken indtraf.

20. november 1808 kl. 2 om natten råbte rorgængeren på ”The John”, at han kunne øjne lys og tydeligt skelne land. Besætningen løb ud på dækket i skjorteærmer for at kigge. Rigtigt nok kunne de se lyset fra det, de troede, var den engelske orlogsmand ”The Fury Bomb”. Et skib der var lagt ud som fyrskib 6 mil fra Skagens rev.

MacDonald bønfaldt kaptajn Hutton på ”The John” om at holde klar af kysten og vogte sig for de falske lys, der antændtes af beboerne i Jylland for at lokke de fjendtlige engelske og svenske skibe til at forlise.  - Som følge af Napoleonskrigen var Danmark i krig mod England.

Kaptajn Hutton beordrede rorgængeren til at styre tæt ind på ”The Fury`s” agterstavn for at være sikker – men jo tættere de kom, kunne de ikke se noget skib. Natten var særdeles kold og blæsende, og usikkerheden om ”The John´s ” position viste sig at være fatal. Skibet stødte kort efter mod grunden med så stor kraft, at MacDonald troede, at masterne knækkede og røg over bord –
"og en frygtelig forvirring påfulgte”.

Klokken var blevet tre, kahytten var fyldt med vand, og skibets pumper var ubrugelige på grund af sand.Samtidig hørtes skud fra kysten, som besætningen antog for at være kanonsalver. – Senere blev de dog opmærksomme på, at det var signal til, at der ville blive gjort alle forsøg på at bjærge besætning og last.

Det stormede kraftigt fra sydøst; skibet huggede voldsomt i revlerne og truede med at splintres. Masterne var nu besætningens eneste håb, og inden de klatrede derop bad MacDonald en kort bøn og holdt på den måde modet oppe hos besætningen.

Ved ottetiden den 21. begyndte det at blive lyst. Stranden var dækket med ”indfødte”, og nogle dragoner red frem og tilbage derinde. Da viste det sig, at kaptajn Hutton og besætningen havde forvekslet lanternen fra ”The Fury Bomb” med Skagens fyr (Det hvide Fyr). ”The John” stod en halv engelsk mil fra kysten i en frygtelig brænding mellem sandrevler, en rivende strøm og levninger af skibsvrag.

I løbet af eftermiddagen blev det første redningsforsøg iværksat. Ni store skagboere forsøgte at komme tæt på ”The John”, men det lykkedes kun at bjærge tre besætningsmedlemmer.

Stormen tog til, og de næste 14 timer tilbragte MacDonald og resten af besætningen igen i riggen. Situationen var fortvivlende, og der blev igen bedt bønner for at give et lille håb om overlevelse.

Kaptajn Hutton havde mistet modet og sad apatisk i stormærset. Hans søn på 19 bad faderen holde modet oppe, da han havde kone og syv børn hjemme i England. MacDonald tog sig af en af skibsdregene og havde svøbt en jakke om ham, og efter adskillige timer i kulde og blæst - siddende i samme stilling - måtte han konstatere:

Drengen ved min venstre side var nu kold, og hans åndedræt syntes at være ophørt. Jeg tog ham i mine arme for at anbringe ham på den varmeste plads nær ved kaptajnen, men i samme øjeblik slog jeg højre arm og ben mod stangen. I den tilstand holdt vi os til kl. 6.30 om morgenen.

Redningsmændene fra dagen før dukkede op igen hen på morgenen og bad om at få kastet en åre ud med et stykke tovværk, at de ikke kunne holde på noget som helst, men at han nok kunne være behjælpelig med redningen.

36 timer efter forliset blev resten af besætningen reddet, og efter en time nåede de Skagen by. De blev indlogeret på den stedlige kro og blev ”styrket” med kaffe, brød og æg. De næste par døgn var MacDonald og de øvrige besætningsmedlemmer plaget af feber og smerte og sov, det de kunne.

MacDonald, som næsten blev betragtet som skibets kaptajn, fik besøg af Skagens byfoged, Ole Christian Lund, som var interesseret i hjælpe med at bjærge de skibbrudnes ejendele. MacDonald fandt hurtigt ud af, at det ikke var deres ejendele, han interesserede sig for – men snarere skibets ladning og dens værdi.

Historien om ”The John” repræsenterer på mange områder den klassiske forlishistorie. De geografiske og naturgivne forhold ved Skagen har snydt mangen en sømand, især når vejret blev hårdt. Fejlnavigation og misforståelser har ikke været til at rette op på, før det var for sent, og netop de mislykkede redningsforsøg var med til at bane vejen for krav om et redningsvæsen, som kunne træde til, når skibene forliste.

James MacDonald og hans overlevende fæller blev i Skagen til den 29. november - 8 dage efter forliset. Da var de først kommet sig så meget efter anstrengelserne og kvæstelserne, at de kunne transporteres til Aalborg. På vej sydpå mellem Skagen og Aalbæk talte Macdonald - på en strækning af en dansk mil - 35 skibsvrag stående på østkysten. Han konstaterede samtidig, at meget af skibstømmeret blev brugt til at bygge huse af, samt at maden var forfærdelig:

Hér - ligesom i Skagen - fandtes intet andet brød end en grov blanding af rug, byg og fiskeben stødt og æltet sammen og bagt til brød af forskellige størrelser af farve som snus og næppe spiseligt for mennesker.

Efter opholdet i Skagen rejste MacDonald videre ned gennem Vendsyssel til Aalborg, hvor han også blev indirekte vidne til det største forlis i landsdelens historie den 5. december 1808.

MacDonald opholdt sig i Aalborg i nogle dag for at afvente Kongens tilladelse til at rejse videre til København. Her hørte han den 8. december rygterne om, at et stort engelsk fregatskib på 36 kanoner var forlist ved Rubjerg knude. Han fik senere vished for tragedien, da han kom til at dele logi med to unge kadetter fra HMS Crescent. 

Han nedskrev deres beretning om forliset; lige fra de forlod Yarmouth den 29. november til fregattens endeligt ud for Mårup kirke 5. december. I denne forbindelse oplyser James MacDonald, at vejret få dage efter forliset var koldt. I hans logi i Aalborg var temperaturen 12 grader under frysepunktet inden døre – og 16 minusgrader udenfor -samt at isen flere steder var 8–14 tommer tyk.

Disse oplysninger sammenholdt med det stormende vejr forklarer det store antal omkomne ved HMS Crescents forlis den 5. december 1808.