Nordre Skanse

Nordre Skanse

I året 1627 trak der truende skyer op fra syd. Christian den Fjerde var i 1626 - som de nordtyske lutheraneres forkæmper - rykket ind i Tyskland med sin hær. Opgaven lykkedes ikke for ham. Hans nærmest sygelige misundelse mod det i magt stadigt voksende Sverige hindrede ham vel i en nøgtern bedømmelse af dens omfang og værdien af den hjælp, der var tilbudt ham. Styrtet fra hesten fra Hamlens Vold, der nær havde kostet kongen livet, og Tillys sejr ved Lutter om Barenberg er kendte historiske begivenheder. Og nu trak den slagne hær sig mod nord op gennem Jylland. Alene dette var for vor landsdels vedkommende en alvorlig historie. Lejetropper var nu engang lejetropper, hvad enten de var forbundsfæller eller fjender. Deres moral var røverens, og en invasion af dem betød for befolkningen en usigelig lidelse, der kendetegnes ved vold, røveri, mordbrand, voldtægt og en hensynsløs ødelæggelse af landets værdier. og bagefter kom nu Wallenstein med sin del af de 70000 mand, hvormed de kejserlige generaler overskred Elben.

Inden udgangen af 1627 var hele Jylland besat. Her norden for Limfjorden lå tre regimenter under anførsel af hertug Franz Albrecht af Sachen-Lauenburg, men administrationen lededes af dennes næstkommanderende, oberstlieutnant Melchior von Hatzfeld.

Som leder af en fjendtlig besættelseshær og administrator af en undertvungen landsdel må denne officer vistnok siges at have hørt til de bedste. Han søgte - selvfølgelig - først og fremmest i egen interesse, at holde det normale næringsliv i gang så godt som muligt samt holde orden og mandstugt.

Efter ordre fra overkommandoen var det for øvrigt forlangt, at soldaterne skulle aflægge deres slette sædvaner; de måtte ikke plyndre kirker, adelsgårde og landsbyer eller skænde piger eller koner. Enhver forbrydelse af denne art skulle straffes på livet og de pågældende befalingsmænd eventuelt drages til ansvar. Vendelboerne var i forvejen kendt som et stridbart folkefærd, der ikke yderligere måtte optirres ved soldaterekscesser. Men det var naturligvis ikke muligt for selv den bedste vilje at skabe Wallensteins soldater om til engle. I Thy var det rent galt. Det derliggende franske regiment måtte fjernes på grund af soldaternes udskejelser. Og eftersom Vendsyssel blev mere og mere udpint, så det var umuligt at præstere kontributioner, forværredes forholdene også her, og under den sidste del af besættelsestiden - foråret 1629 - var vendelboerne i virkeligheden på grænsen til åbent oprør mod de kejserlige tropper.

En levnedsskildring af ovennævnte kejserlige officerer er tilgængelig, idet en på sådan grundlag af det Hatzfeldtske familiearkiv er udgivet i Breslau 1910 af Dr. Julius Krebs under titlen:

"Aus dem Leben des kaiserlichen Feldmarchalls Grafen Melchior von Hatzfeld". (Villads Christensen: De kejserlige i Vendsyssel 1627-29. Jydske samlinger).

Christian den Fjerde havde imidlertid ikke tabt modet endnu; han lod ikke den kejserlige hær i ro. Og i virkeligheden var dennes strategiske stilling ved sin fordeling over hele den jyske halvø ret svag. Øerne lykkedes det ikke Wallenstein at nå. Den eneste undtagelse var Hirsholmene, hvor han tog en del flygtninge til fange. Et forsøg på at nå Læsø over isen måtte opgives.
Og en landgang med større styrker i Nordjylland i kontakt med oprørske bønder var ikke ufarlig for den.

Landgange befrygtedes i alt fald. Kontakten med bønderne var også tilstede, og det fandtes derfor nødvendigt ved skanseanlæg at sikre de steder på kysten, hvor en landgang mest kunne frygtes. Derfor blev der af Melchior von Hatzfeldt anlagt skanser ved Elling (Strandby), Fladstrand, Sæby, Voerså, Hals og Sundby. En landgang af danske tropper kom imidlertid ikke.

Christian den Fjerde har vel ikke stolet på selv at kunne gennemføre det, og et tilbud fra den svenske konge, Gustav Adolf, om at tage opgaven op i fællesskab blev afvist.

I forsommeren 1629 drog Wallensteins tropper bort fra Danmark. Men ved denne lejlighed havde Fladstrand fået sit første skanseanlæg, og da det under krigen havde vist sig muligt - trods besættelsen - at vedligeholde forbindelsen mellem Vendsyssel og Norge bl.a. over Fladstrand, blev den af fjenderne anlagte skanse overtaget af landeværnet og vedligeholdt af dette. Skansen var beliggende på en pynt lige nord for Fladstrand, og den kom derfor til at bære navnet Nordre Skanse ved Fladstrand, og med anlægget af denne begynder Fladstrands Fæstningsværkers historie.
Efter kejserkrigen forfaldt skanserne. Et par syn på Hals Skanse fortæller, at den var i en ynkelig forfatning - plyndret for materialer, og muligvis har de kejserlige tropper ødelagt skansen, inden de drog bort.
Herefter er der tavshed om skansen ved Fladstrand til efter 1660. Her havde de nye magtforhold i Kattegat gjort en skanse ved Hals overflødig, og enevoldsregeringen begyndte at se sig om efter et nyt støttepunkt til sikring af forbindelseslinierne til Norge. Her faldt valget på Fladstrand.
Af Pontoppidans atlas fra 1769 hævdes det, at skansen ved Fladstrand var opført af Frederik III. Denne forkerte oplysning kunne tyde på, at skansen blev sat i stand efter 1660 på grund af de nye magtpolitiske forhold.
3. august 1675 blev der givet ordre til, at 200 nyudskrevne nordjyske soldater skulle gå i gang med et skansebyggeri ved Fladstrand. Det blev til en istandsættelse af Nordre Skanse, samt byggeri af en Søndre Skanse. Det vil sige, at der blev opført en skanse på begge sider af havnen. Et ”meget nødvendigt og nyttigt Værk, thi det er den bedste Havn paa den ganske jyske Kyst indtil Middelfartsund og god Ankerplads” skrev én af bygmestrene, generalkvartermester Selgen Petersen.

Nordre Skanse blev genoplivet ved 150 års købstadsjubilæet, hvor der blev opstillet to store kanoner på lavetter. Kanonerne kunne skyde, og de er først for nylig sunket i grus på grund af råd og svamp. I dette forår har kommunegartneren fældet tjørnene på voldstedet, så det igen ligner et voldsted. Vi kunne ønske os, at græsset blev rømmet af, så den gamle pikstensbelægning på voldkransen og fundamentet til huset blev synlige.

I 1894 byggededes Frydenstrand Badehotel af dr. Carl Ottosen, som gjorde stedet berømt for sine helsekure. Det var Syvende Dags Adventisterne, der stod bag (dem med Kellogs), og stedet fungerede indtil 1952. Badehotellet lå klods op ad den gamlse skanse og kom til at indgå i den store park.