I forsommeren 1629 drog Wallensteins tropper bort fra Danmark. Men ved denne lejlighed havde Fladstrand fået sit første skanseanlæg, og da det under krigen havde vist sig muligt - trods besættelsen - at vedligeholde forbindelsen mellem Vendsyssel og Norge bl.a. over Fladstrand, blev den af fjenderne anlagte skanse overtaget af landeværnet og vedligeholdt af dette. Skansen var beliggende på en pynt lige nord for Fladstrand, og den kom derfor til at bære navnet Nordre Skanse ved Fladstrand, og med anlægget af denne begynder Fladstrands Fæstningsværkers historie.
Efter kejserkrigen forfaldt skanserne. Et par syn på Hals Skanse fortæller, at den var i en ynkelig forfatning - plyndret for materialer, og muligvis har de kejserlige tropper ødelagt skansen, inden de drog bort.
Herefter er der tavshed om skansen ved Fladstrand til efter 1660. Her havde de nye magtforhold i Kattegat gjort en skanse ved Hals overflødig, og enevoldsregeringen begyndte at se sig om efter et nyt støttepunkt til sikring af forbindelseslinierne til Norge. Her faldt valget på Fladstrand.
Af Pontoppidans atlas fra 1769 hævdes det, at skansen ved Fladstrand var opført af Frederik III. Denne forkerte oplysning kunne tyde på, at skansen blev sat i stand efter 1660 på grund af de nye magtpolitiske forhold.
3. august 1675 blev der givet ordre til, at 200 nyudskrevne nordjyske soldater skulle gå i gang med et skansebyggeri ved Fladstrand. Det blev til en istandsættelse af Nordre Skanse, samt byggeri af en Søndre Skanse. Det vil sige, at der blev opført en skanse på begge sider af havnen. Et ”meget nødvendigt og nyttigt Værk, thi det er den bedste Havn paa den ganske jyske Kyst indtil Middelfartsund og god Ankerplads” skrev én af bygmestrene, generalkvartermester Selgen Petersen.
Nordre Skanse blev genoplivet ved 150 års købstadsjubilæet, hvor der blev opstillet to store kanoner på lavetter. Kanonerne kunne skyde, og de er først for nylig sunket i grus på grund af råd og svamp. I dette forår har kommunegartneren fældet tjørnene på voldstedet, så det igen ligner et voldsted. Vi kunne ønske os, at græsset blev rømmet af, så den gamle pikstensbelægning på voldkransen og fundamentet til huset blev synlige.
I 1894 byggededes Frydenstrand Badehotel af dr. Carl Ottosen, som gjorde stedet berømt for sine helsekure. Det var Syvende Dags Adventisterne, der stod bag (dem med Kellogs), og stedet fungerede indtil 1952. Badehotellet lå klods op ad den gamlse skanse og kom til at indgå i den store park.