Suzanne Kogsbøll begrundede tildelingen af fondsmidlerne således:
"Det er mig en stor glæde som formand for Nordea Bankråd Østvendsyssel på vegne af Nordea Danmarkfonden her i dag at kunne overrække en check på kr. 25.000 til Bangsbo Fort.
Planerne var store, da der for efterhånden mange år siden fødtes et projekt med at bygge et kanonmuseum i disse omgivelser. Men jeg véd efterhånden ikke, om vi i Frederikshavn skal begræde, at dette byggeri blev skudt ned fra bl.a. miljømyndighedernes side.
Nu ligger der en ambitiøs tids- og udviklingsplan for området Bangsbo Fort, hvor der tages behørig hensyn til området.
Der er efterhånden gået så mange år efter 2. verdenskrig og sket en udvikling i Europa, at de monumenter, tyskerne efterlod, ikke blot er skampletter i det danske landskab, men nu kan ses i et mere historisk perspektiv. Hvilket giver mulighed for netop at formidle historien videre - uden at der er følelser med i spillet.
Jeg har haft min svigermoder med på gåturen fra Pikkerbakkens udsigtspunkt ad den nye sti langs bakkekammen, hvilket var en utrolig fin oplevelse. Udover at nyde naturen og udsigten oplevede jeg en nysgerrighed og interesse fra hendes side med de kanonstillinger, vi kom forbi, som jeg ikke havde forventet, da hun er fra generationen, der oplevede 2. verdenskrig på tæt hold.
Men det er jo ikke kun 2. verdenskrig, som I har planer om at beskæftige jer med på trods af den massive bygningsmæssige påvirkning netop fra denne periode - også andre historiske perioder har I medtaget i den fremlagte formidlingsplan. Hvilket også kan være med til at tiltrække turister til Frederikshavn
Held og lykke med projektet fremover."