Den 15. blomsterfestival blev i lighed med tidligere års festival et sandt tilløbsstykke med en sandsynlig tangering af sidste års besøgstal på omkring 30.000. Dagene op til festivalen var velsignet af et fantastisk godt opsætningsvejr, og folkene fra Strandby/Elling Idrætsforening og medlemmer fra Botanisk Haves Vennekreds og Styregruppen kunne allerede efter onsdagens arbejde konstatere, at over 130 pavilloner var opsat, og adskillige af de andre arbejdsopgaver var løst, så alt var klappet og klart, da de sidste borde og bænke var lagt på plads ved 18-tiden fredag aften, og de første udstillere var i gang med at arrangere deres stand.
Efter Open by Night i byen, havde de fleste forretninger lørdagslukket, og dette satte sit præg på besøget – der var simpelthen så tæt med besøgende på stierne, at det til tider var svært at komme frem, men det er jo kun positivt. Der blev handlet, hygget sig med mad og drikke, kigget på mavedansere, hørt jazzmusik, hørt spillemænd osv. så det var en lyst, og frem for alt var det dejligt at konstatere, at rigtig mange blev i parken i meget lang tid.
Og fra udstillerne forlød det næsten samstemmende, at salget gik strygende, og at det ikke var de store mængder planter, man skulle have med hjem igen. De flestes afslutningsbemærkning var som sædvanlig: ”Hvornår kan vi tilmelde os til næste år hyggeligste blomsterfestival?” Det borger vist for kvaliteten.
Alt har en ende, og med tonerne fra ”I skovens dybe stille ro” blev festivalen afsluttet søndag kl. 17.00 af Mogens Brag, hvorefter nedtagningsholdene gik i aktion – kl. 20.26 var alt ryddet op, og det eneste, der vidnede om, at der få timer i forvejen havde været Blomsterfestival, var det nedtrådte græs – det vokser med garanti op til næste års festival, for som Mogens Brag sagde i afslutningstalen: ”Vi ses til Blomsterfestival i 2011!”